ALTAIR!

Vi skriver den 4. April 1943. 2. Verdenskrig raser på 4. År. Tyskernes krigslykke er ved at vende. Stedet er HUSTADVIKA - en lille bygd helt ud til Nordatlanten mellem Ålesund og Kristianssund. Om formiddagen sejler lastskibet ALTAIR forbi på sin første jomfrurejse. ALTAIR får eskorte af "V-5705" ELSASS. ALTAIR er for nylig sejlet fra værft i Holland, og er nu lastet med proviant og materiel til tyskernes vigtige ubådsbaser længere nordpå. Det er tåget, og alt øjner stille og roligt. Samtidig er 3 HAMPDENS fly fra 489 eskadrille på patrulje i området. Flyene er bevæbnet med torpedoer mod deres primære mål - skibe fra det 3. Rige. Pludselig ser de 3 fly ALTAIR dukke frem af tågen, og indleder straks et angreb. Sekunder efter lyder der et brag over området, og ALTAIR er ramt af 2 torpedoer og har stærk slagside. Ikke lang tid efter synker ALTAIR. Rygter fra lokalbefolkningen fortæller, at det i dagene efter angrebet flød med døde grise, dieselolie og andet vraggods fra ALTAIR.

ALTAIR i dag

Der var sådan lidt held i uheld, at jeg blev præsenteret for ALTAIR. Vi skulle til Norge for at dykke, men få dage før afrejse, fik vi at vide at krumtappen om hele turen - klubbens gummibåd - mildest talt ikke havde det alt for godt. Gode råd var dyre. Det lykkedes dog at samlet 4 små gummibåde, men der manglede jo et ekkolod.

Vel ankommet til hytten efter 19 timers kørsel klagede vi vores nød til en af de lokale nordmænd. Samme eftermiddag fik vi fortalt, at der i Hustadvika var en lille dykkerklub, der sejlede ud med dykkere. Vi fik hurtigt fat i en kontaktperson, og snart var der en aftale istand. Båden var en 19 fods formstøbt plastic båd ala gummibådsmodel med 90 heste på hækken. Bådføreren Knut fortalte, om hvilke spændende dykkermål der var i området bl. a. vraget ALTAIR. Vraget af ALTAIR ligger kun 5 min. sejlads ud for havnen på 30-35 meter. Jeg synes bare, at der var 2 ting der manglede i dykkerbåden - ekkolod og GPS-navigator??

Næste dag havde vi sat Knut i stævne. Vi havde hørt nogle af historierne om ALTAIR. Nu måtte vi kigge nærmere på sagerne. Skibet blev torpederet i 1943, og ligger i dag på bunden i 3 dele. Det vil sige, at man ikke kan finde den midterst del af skibet. Det er kun agter, og stævnen man finder i dybet. Vraget vender i dag kølen opad, hvilket gør dykningen en smule kedelig, men for undervandsfotografer er der mange spændende motiver. Knut fortæller, at de mange kraftige storme der har hærget igennem de seneste 55 år, har flyttet en smule på vraget. Når stormene raser i Nordatlanten, bliver der flyttet rundt på tingene.

Da vi er kommet fri af havnen, ryger gashåndtaget i bund, og de små holme sejler hurtigt forbi os. Der går ikke lang tid, før vi er ude på de store ocean. Knut kigger sig hele tiden over skulderen både til højre og til venstre. Jeg spekulerer over, om vi bare skal have et "drop off" dyk, da vi ikke i det mindste har noget ekkolod med. Pludselig siger Knut til mig, at jeg godt kan gøre ankeret parat. Vi er lige ved at være der. 30 sekunder efter synker ankeret ned mod bunden i "the middle of nowhere" . Da ankeret rammer bunden, tager Knut fat i tovet. Et kraftigt ryk tager han i tovet som om han fisker efter torsk. Et kraftigt ryk kommer få sekunder efter, og i 3. ryk sidder ankeret godt og grundigt fast. "Sådan - her ligger vraget" siger Knut på klingende norsk. Vi andre i båden kigger bare på hinanden. De lokale kan bare det der med landpejlinger. Det er lidt sværere for os danskere at lære, når man ikke kan se land midt ude i Kattegat eller Østersøen.

Der går ikke lang tid, før vi er 5 dykkere i vandet. Vi er blevet advaret om, at der til tider kan være kraftig strøm på vej ned mod bunden, men det er der heldigvis ikke i dag. Vi ved at vraget er der nede, men ikke om det er stævndelen eller agterdelen. Stille og roligt glider vi ned ad bundtovet. På 20 meter kan vi tydeligt se bunden. Det føles næsten som at flyve. Bunden er oversået af vragrester og skrammel fra vraget. Plader og rør i en stor pærevælling er overhældt med brune alger efter 55 år på havets bund. Nu var spørgsmålet hvor vraget lå. Vi kiggede rundt om os. Der lige fremme kunne vi se en skygge rage 7-8 meter op i vandet.

Jan der er den første henne ved vraget, svømmer undersøgende ind på dækket og lyser sig frem. Da vraget ligger med kølen op og dækket ned, er der meget begrænsede muligheder for vragpenetering. Til højre for os kan vi lige skimte den ene ende af vraget. Det viser sig at være den del af vraget, der i tidernes morgen blev ramt af torpedoen. De svære jernplader er bøjet, som var det en dåse makrel i tomat. Med Knuts ord i baghovedet er jeg stærkt i tvivl, om dette nu er forskibet eller agterskibet? Jan og Steen svømmer langs vraget i styrbordside, mens Karsten, Kern og jeg prøver at se om vi kan finde den anden vragrest. Efter 10 minutters resultatløs søgning opgiver vi og svømmer i samme retning som Jan og Steen. Da vi svømmer langs med kølen, kan vi tydeligt se forskellen mellem vrag i vort hjemlige farvand Kattegat og så her i Nordatlanten. Vraget her er så godt som helt ubegroet. Det ville ikke være tilfældet, hvis ALTAIR var blevet sænket i Kattegat. Så ville man efter 55 år på bunden, dårligt nok ikke kunne se nogen jernplader for de store kolonier af sønelliker og dødningehåndkoraler.

 

Pludselig dukker der et par pullerter på størrelse med en små olietønder, frem der vidner om at denne underlige kunstige "klippevæg", som vi svømmer langs med engang var et skib. Der er ingen tvivl om, at forliset for 55 år siden var meget voldsomt og dramatisk. Efter 7-8 finneslag ser vi pludselig nogle bobler i den tågede horisont, der monotomt stiger mod overfladen. Det må være Jan og Steen. Ud af dybets tåger ser vi pludselig, hvilken del af vraget som vi egentlig har dykket på. Jan og Steen har i næsten 10 minutter udforsket agterdelens enorme 4-bladede skrue. Lige bag skruen sidder det store ror på størrelse med en kæmpe ladeport. Roret er drejet kraftigt mod bagbord. Skruen er imponerende i sig selv. Hvert skrueblad er næsten på størrelse med en frømand. Det er helt sikkert ikke den slags vragsovenier, man lige løsner og putter i værktøjsnettet! Skruen må veje adskillige tons. Senere fortalte Knut, at skruen er måler til 7 meter fra skruebladspids til skruebladspids. Agterpartiet ligger på en lille skrænt. Det betyder, at dybden ved dækker helt ude agter er 34 meter.

Jeg kigger på divetimeren. Dykkertiden er ved at være opbrugt. Nu er der stress på. Jeg skal lige have en række billeder af Karsten, hvor han svømmer igennem mellemrummet mellem skruen og roret. Der er rigeligt med plads til, at en dykker kan komme igennem. Hurtigt får jeg via tegnsprog, fortalt hvad jeg vil have ham til og vi får hurtigt skudt en række billeder. Jeg skal lige have nogle billeder fra en anden vinkel, men samtidig prøver de andre at fortælle mig, at nu er der altså afgang mod bundtorvet. Hurtigt svømmer jeg om på den anden side af roret, og får det hele fotograferet lidt nedefra op mod lyset. Med en 12 mm fiskeøje er det utroligt, hvad man får med. Det eneste der manglede er en dykker til at illustrerer størrelsesforholdet på den eneorme skrue og det store ror. Efter billedtælleren har passeret billede nr. 36, svømmer jeg det bedste jeg har lært for at indhente de andre. I samlet trop går det langsomt mod overfladen. Da vi alle 5 minutter sidder i båden, viser Knut os oliepletter på overfladen. Det er brændstof fra skibets tanke, som stiger til overfladen sammen med vores udåndinger.

Da vi kommer i havn fortæller Knut, at der helt ude agter er et mandskabsrum og en 88 mm luftværkskanon med skarp ammunition. Den er lidt svær at se da den næsten ligger i totalt mørke, så kraftigt lys er nødvendig. Og husk så - nok se ikke røre!!

 

Position: 63.01.3N/07.10.9Ø

Længde 145 meter

Bredde 18 meter

Dybdegang 7,9 meter

Vægt 7258BRT

Turarrangør: STRØMSHOLMENS SJØSPORTSCENTER

 

 Tilbage                                   Galleri                                   Forside