AQUALENS til NIKONOS-systemet.

Nikons kamerasystem til undervandsfotografering hedder NIKONOS. Der er fra Nikons side igennem tiden udviklet et meget kompakt amfibiekamera der startede med at hedde NIKONOS I. Hver ny model blev tilført endnu et romertal. Modellerne I til III er alle mekaniske kameraer. Det vil sige, at der ikke er nogen form for elektronik i kameraet. Hvis man er uheldig at få vand i kameraet, skal man hurtigt skylle kameraet indvendig i ferskvand og bagefter sprit. Herefter skal det tørre og er igen klar til brug. Så nemt er det ikke med de 2 efterfølgere til NIKONOS IIIéren - NIKONOS IV og V. NIKONOS IV blev ikke den store succes, da kameraet helt mangler variable lukketider. IV modellen er udstyret med blændeprioriteret lukketid og 1/90 manuel lukkehastighed. NIKONOS V er udstyret med samme blændeprioriterings lukketid som på IV´eren og samtidig udstyret med manuelle lukketider fra 1/30 til 1/1000. Desuden er der også TTL-styret blitzmåling igennem objektivet. Alle NIKONOS I - V er alle søgerkameraer.

NIKONOS har også lavet et spejlreflekskamera - NÍKONOS RS AF - som er et amfibisk undervandsspejlreflekskamera kun til brug under vand. Dette nye system til RS-modellen er kun kompatibelt med det gamle NIKONOS-system på blitzsiden. Stikkene er ens. Objektiverne er desværre ikke kompatible. Et NIKONOS RS AF hus koster på den forkerte side af kr. 20.000 - uden objektiv. Da NIKON (i 1998) for godt et år siden lavede en samarbejdsaftale med det Canadiske AQUATICA, der laver nogle af de mest anerkendte undervandshuse til spejlreflekskameraer, blev produktion af NIKONOS RS AF indstillet.

Et af de produkter som AQUATICA fører, er en undervandslense til det gamle NIKONOS system hvor man kan benytte almindelige linser til spejlreflekskamera. Til NIKONOS I - V er det normalt kun muligt at benytte specielle linser fra NIKONOS eller piratlinser fra SEA & SEA kun beregnet til brug under vand. Med AQUALINSEN kan du benytte følgende vidvinkelobjektiver:

28 mm NIKKOR (billedvinkel 74o)

24 mm - - 84o)

20 mm - - 900)

18 mm - - 100)

14 mm SIGMA (billedvinkel 114o)

16 mm NIKKOR (billedvinkel 180o)

Systemet går i alt sin enkelthed ud på, at man monterer spejlreflekslinsen i AQUALINSEN hvorpå AQUALINSEN monteres på dit NIKONOS kamera. Systemet er konstrueret til NIKONOS V modellen, men det er muligt at købe en adapter til NIKONOS III modellen.

På spejlreflekslinsen monterer man et blændegear og et fokusgear (store tandhjul), så det er muligt at justerer blænde og fokus igennem AQUALINSEN. På AQUALINSEN er der en udvendig blænde- og focusvælger i en størrelse, der er nem at betjene med store handsker på. Ved blændevælgeren er der en lille pil og på AQUALINSEN er der en skala der går fra bl. 2,8 til bl. 22. Blænden på spejlreflekslensen skal stemme overens med blændevælgeren på AQUALINSEN, hvis man vil udnytte systemet optimalt. Det kan godt drille lidt, når blænden skal kalibreres, men det er ingen umulig opgave. På fokusvælgeren er der ikke samme skala. Her er skalaen alfabetisk og ikke helt nem at bruge. Det er i øvrigt heller ikke nødvendigt at ændre på afstanden. Afstanden sættes på 30 cm. med en 6 tommer port monteret, og du kan tage billeder af dykkere 4-5 meter væk, samtidig med at du kan gå tæt på små anemoner. I begge tilfælde kommer der kniv skarpe billeder ud af det. Jeg vil nærmest påstå, at der med en 16 mm fiskeøje monteret i AQUALINSEN er tale om fix-fokus. Alle kan tage skarpe billeder med denne linse. Det er bare et spørgsmål om at beskære og belyse billedet rigtigt.

Jeg har testet denne AQUALINSE med en 16 mm fiskeøje monteret, og jeg er ganske imponeret. Jeg har testet linsen på 3 film alle Fuji Sensia 200 ASA. Når der er tale om et fiskeøjeobjektiv med en billedvinkel på 180 grader, kan det ikke undgås at billedet bliver fortegnet (at de lige linier buer). Det er imidlertid svært at se ved optagelser i naturen, så derfor prøvede jeg linser i den lokale svømmehal. Her kan man rigtigt se, hvordan fliserne buer. Samtidig kan man også se, at linsen tegner skarpt helt ud til kanten selv ved store blændeåbninger!!!

Når man har så stor en billedvinkel, er der ingen blitz på markedet, der på en gang kan lyse hele billedfeltet op. Man må derfor bruge 2 blitz. Det går også helt fint, men de skal bare monteres på nogle lange arme. Samtidig skal blitzene holdes et stykke bag linsen, hvis du ikke vil have blitzlyset med på billedet. Det kræver lige noget tilvænning, skal jeg hilse at sige. Jeg brugte 2 SEA & SEA blitz og TTL måling, og fik velbelyste billeder ud af det hver gang.

Linsen virker tung og klodset på land. Det er næsten som med en kraftig telelinse over land, at det meste er linse og bagerst sidder kamerahuset som indeholder filmen. Under vand bliver kamera og linse hele næsten vægtløs. Der er en del volumen i AQUALINSEN, der er med til at give god balance under overfladen.

På AQUALINSEN er der ingen stopklods når linsen monteres på kamerahuset. Derfor skal der i skoen på kamerahuset monteres en pinol, der sørger for at linsen holdes på plads og ikke forskubber sig under vandet. Endvidere er der på denne pinol også en sko til wievfinderen. Ved denne lidt underlige konstruktion hæves wievfinderen så udsynet kommer fri af AQUALINSEN.

Paralaks problematikker har AQUATICA prøvet at løse, ved at man kan justere wievfinderen. Det kræver noget tilvænning. Der er del paralaksforskydning på grund af den store linse i forhold til en 15 eller 20 mm undervandslinse. Med AQUALINSEN monteret sidder wievfinderen 15 cm. højere oppe end wievfinderen ved brug af traditionel 15 eller 20 mm.

At tage billeder i vandkanten med 50% under vand og 50% over vand kan denne linse også med en 16 mm fiskeøje monteret. Dog anbefaler AQUATICA at man skal bruge de mindste blændeåbninger som 22 og 16. Da jeg prøvede AQUALINSEN i svømmehallen, var der kun lys til blænde 4,0 og det er ikke helt nok. Denne form for fotografering er mest fordelagtig om sommeren med meget lys eller under varmere himmelstrøg. Det kan være lidt vanskeligt af vide, hvornår halvdelen af linsen er dækket af vand. Med nogle hvide markeringer på bagsiden af AQUALINSEN og lidt øvelse, vil man hurtigt kunne tage flotte over/under billeder. Muligheder er i hvert fald til stede.

Hvis man bruger nogle af de andre linser som jeg tidligere har nævnt, kan man justere wievfinderen med en masker, så billedvinklen passer til den optik, du har monteret i AQUALINSEN. Wievfinderen uden maske har en billedvinkel på 170 grader d.v.s. at man ser 94 % af det der kommer med på billedet.

KONKLUSION

Der er her ikke tale om en billig linse, men sammenligner men med at hele linsen incl. 16 mm koster under kr. 20.000 sammenholdt med at man så har et super objektiv både til brug over og under vandet er prisen helt fornuftig. Rent billedmæssigt er der ikke en finger at sætte på AQUALINSEN. Den er meget nem at bruge. Det eneste den kræver er noget tilvænning og en ekstra blitz og så et dobbelt synkrostik.

  

Linsen koster kr. 6.436

Wievfinder koster kr. 5.275

Blænde- og focusgear koster kr. 696

Alle priser er vejl. Udsalgspris inkl. Moms.

Forhandler i DK er Dansk Fotoagentur

  Tilbage                                               Galleri                                                      Forside