BOOT 2000 – over 40.000 m2 dykker udstilling i Düsseldorf.

 

Er man interesseret i dykning og alle dens aspekter, så må bådmessen BOOT der afholdes hvert andet år i Düsseldorf være et så absolut must for seriøse dykkere. På denne enorme bådmesse er dykkersporten også repræsenteret med en hal på over 40.000 m2 kun med dykkerudstyr. Jeg besøgte dykkermessen i januar 2000 og kan fortælle om følgende spændende nyheder fra det europæiske dykkermarked.

 

Skal man have lidt ud af bare området som handler om dykning, så er en hel dag fra messen åbner kl. 10.00 til den slutter kl. 18.00 ikke et minut for meget. Der er noget for en hver dykkersmag, men ved nærmere eftertanke, så så  jeg ikke rigtigt noget for UV-jægerne. Det må også siges at være den eneste dykkergren der ikke var repræsenteret på messen.

 

Mit indtryk af messen var at der var mange detailforhandlere der udstillede på messen med til hørende særdeles godt tilbud på så at sige alt lige fra dragter, flasker over til knive, dykkercomputere og finner. Det var ikke så få besøgende man så på vej mod udgangen med en stålflaske på nakken.

 

De store fabrikanter inden for lygter var også repræsenteret. Faktisk så ligner alle lygterne mere eller mindre hinanden og næsten samtlige har også de samme funktioner. En af de spændende nyheder var denne lampe fra MB SUB. Parabolen kan ændres så man anvender 13 graders spot eller 80 graders vidvinkel. 3 forskellige halogenpære kan benyttes (30, 48 og 70 Watt). Der er 3 forskellige styrker som lygten kan lyse med – 40%, 70% og 130%. Desto højere % desto kortere brændetid. Hvis man tænder og slukker 2 gange på 40% lige efter hinanden aktivere man en SOS-funktion så lygten kontinuerligt blinker  S O S. Batteriet er på 4 Ah og et af de nye genopladelige uden hukommelse. Det betyder, at man kan lade på batteriet uden først at aflade det. Lygten er tryktæt til 200 meter og vejer 1,55 kg. Målene er 18,5 cm. lang og knap 8 cm. i diameter. En dejlig lille sag til 882 DM.

 

Hvis man har problemer med afbalanceringen er der et firma der har lavet en løsning på dette problem. Løsningen hedder AQUAPILOT GFT som består af en styreenhed som sidder monteret på afbalanceringsvesten. Denne enhed er forbundet med 1. trinnet. Fra denne styreenhed går der et kabel over til en betjeningsenhed som ved første øjekast ligner en stor gul konsol. På denne betjeningsenhed er det muligt – bl.a. før dykket – at justerer AQUAPILOTEN således at når man når 10 meter bliver man afbalanceret på 10 meter. For erfarne dykkere har denne autopilot nok ingen særlig stor interesse, men for dykkere under uddannelse eller handicappede der ønsker at prøve at dykke er den alle tiders. Prisen er dog lidt kedelig 3500 DM. Kig med på www.aquapilot.de

 

Det tyske firma MARISCOPE har specialiseret sig i undervandsvideoudstyr. Firmaet har konstrueret et undervandskamera som er bygget ind i et vandtæt rør. undervandskameraet forbindes via et vandtæt kabel med en monitor. Herefter er det muligt at se hvad der sker neden under overfladen uden selv at blive våd. Hele herligheden koster godt 3500 DM. Mange penge vil nogen måske nok synes, men hvor mange ville ikke betale guld for at undgå et dårligt dyk på et vrag der enten ikke var der hvor man troede at det var eller hvor sigten var under en meter???? Kig nærmere på www.mariscope.de

 

Ligger den store undervandsinteresse inden for undervandsfoto (video eller stilbilleder), så er BOOT stedet hvor man kan savle over det mest sofistikerede udstyr. I DYK har vi tidligere omtalt det lækre AMPIBICO videoundervandshus til SONY VX-1000 (digitalkamera). Det tyske firma MARLIN forhandler en speciel vidvinkel til dette undervandshus der giver en billedvinkel på 112 grader under vand uden at billedet bliver fortegnet (de lodrette linier bøjer ude i kanten). Denne lille sag koster kun 9735 DM uden tysk moms. Dejligt, men dyrt.

 

På stilbilledkamerasiden var alle de kendte europæiske mærker repræsenteret. Kendetegnende for næsten samtlige fabrikanter er at NIKON er det mest anvendte kamera til brug i undervandshus. Det er i hvert fald det mærke som alle fabrikanter laver undervandshuse til. HUGYFOT, SUBAL, AQUAVISION, SEACAM, UK, SEA & SEA. Enkelte nyheder var der dog at finde på undervandskamerafronten. SUBEYE REFLEX er et nye kamera der er konstrueret specielt til brug under vand. Kameraet kan anvende almindelige NIKON AF-optikker samt med en konverter NIKONOS RS optikker. Kameraet har motoriseret manuel fokusering. Det vil sige at man kan stille afstanden med en finger. Søgeren er stor som på NIKONOS RS. På kamerahuset er det muligt selv at vælge lukkehastighed, blænde og film-asa. Kameraet er udstyret med NIKONOS TTL-stik. Prisen for huset alene ligger på godt 5000 DM. Se Mere på www.subspace.com

 

Er man til digital foto er der håb på vej til undervandsfotograferne. Firmaet GUN LUX har specialiseret sig i at lave alverdens undervands huse i klar akryl. Seneste skud på stammen er et undervandshus til NIKONS COOLPIX 950. Denne model kan anvende ekstern blitz. Denne mulighed gør at du kan anvende undervandsblitz, bare de har et NIKONOS stik. Kamerahuset koster 1790 DM. Se mere på www.gun-lux.de

 

Teckdykning var også repræsenteret herunder også flere forskellige rebreather systemer. BUDDYs inspiration, DRÂGERS Dolphin og Ray var også repræsenteret. Et helt nyt firma var AIRWAY fra Tyskland. Et sådant system koster 4500 DM incl. 2 femlitersflasker. Send en e-mail til airway@t-online.de for yderligere information.

 

Planlægger man at tage på dykkerrejse, så er BOOT absolut stedet hvor man kunne ønske sig at man i løbet af et liv på 100 år med 3-4 store lottegevinster. Der er praktisk talt ikke det eksotiske dykkersted hvor man ikke kan tale med en repræsentant eller se billeder fra. (og rigtigt gættet – Danmark var ikke repræsenteret). For bare at nævne nogle få så var der dykkermål i det meste af Middelhavet fra vest til øst, Grønland, Norge, Canada, Maldiverne, Australien, Hawaii, Galapagos med meget mere. 

 

Hvordan kommer man til Düsseldorf???

 

Hvis man vil besøge messen i Düsseldorf, så løber den af stablen hvert andet år i slutningen af januar. Der er 2 hele weekender at vælge imellem. Transporten kan enten ske i bil eller med tog. Jeg benyttede tog. Det var meget nemt. Afsted fra København fredag kl. 19.00 med ankomst kl. 06.22 i Düsseldorf. Fra Düsseldorf går der metro ud til selve messehallerne (endestation). Hjemrejse lørdag aften kl. 22.44 med ankomst i København kl. 09.45. Pris for sovevogn med DSB kr. 2000.

 Tilbage                                                         Forside