FØLLINGEN - mit bedste dykkkersted

Strømsholmen er vel nok kendt af en del danske dykkere, men der er stadig mange danske dykkere der ikke ved hvilke striber af dykkerperler der ligger lige uden for Strømsholmens dykkercenter. Jeg vil godt vove den påstand, at en hel del af Strømsholmens favoritdykkerpladser kan måle sig med de lokaliteter man møder på sydligere himmelstrøg.

En af de dykkerlokaliteter som har gjort størst indtryk på mig og efter min mening kandidere til "mit bedste dykkersted", er nogle små holme 4-5 sømil ret ud for Strømsholmen - også kaldet FØLLINGEN.

Ude ved FØLLINGEN ca. 8 km. fra land har vandet ikke det velkendte grønne farvestik som kendetegner nordiske farvande. Herude i Nordatlanten er vandet rigtigt Atlanterhavsblåt. Jeg husker tydeligt den første gang jeg besøgte Føllingen i 1994 sammen med 8 andre dykkere og Hilmer ved rattet. Det er noget af en speciel oplevelse at sejle med Strømsholmens 21 fods HANSAVIK dykkerbåd med 150 hypper på hækken. Med små 30 knob fór vi afsted over det spejlblanke Atlanterhav med kurs ret mod Føllingen. Da vi var 100 meget fra holmene tænkte jeg at nu var det da på høje tide at tage noget af gassen af. 50 meter tilbage tænke jeg at dette går da galt. 25 meter tilbage skulle jeg lige til at råbe det bedste jeg har lært, men i det samme tog Hilmer gassen af og på 10 meter lå båden helt stille. Det var bare en lille opvisning på at fyrene bag Strømsholmen kender deres område og ikke mindst udstyr.

Helt tæt på holmene kunne vi se at der var tale om en mindre koloni af holme med vand imellem. Hilmer styrede båden ind mellem holmene så vi nærmest var usynlige for andre sejlende. Det var her, vi skulle dykke. Ved første øjekast så det ikke særligt inspirerende ud. Mange steder strakte de store tangblade strakte sig helt op til overfladen.

Da båden var forsvarligt fortøjret mellem holmene fik vi en orientering om hvordan vi skulle dykke for at få en optimal oplevelse. Da der var 2 tyske fotografer med blev de 2 tyskere sendt i venstre retning og resten (6 dykkere) i højre retning. Hilmer fortalte at man kunne dykke rundt om den ene holm i nogle flotte klippesprækker. Hvis vi kom under 12 meter var vi kommet for langt ud. Max.dybden i den dybeste sprække er godt 11 meter fortalte Hilmer.

Dykket gik lidt i kage da vi var 6 dykkere der skulle svømme i hælende på hinanden (heriblandt var der 2 fotografer).

Sidste år i august måned havde jeg igen lejlighed til at besøge FØLLINGEN i forbindelse med min klubs årlige Norgestur. Vejret var perfekt havblik og 25 graders varme fra en strålende sol på en flot koboltblå skyfri himmel.

Denne gang var der ingen der skulle kommandere hvem der skulle hvor. Det kan vi godt selv finde ud af. Kent og jeg skulle dykke sammen. Efter at gummibådene blev forsvarligt fortøjret fik vi hurtigt lynet dragterne og rigget udstyret til. De andre dykkere begyndte at snorkle langs med klipperne.

Dybden mellem de 2 holme hvor gummibådene lå fortøjret var mellem 6-8 meter i de dybeste sprækker. Det var som at svømme i en undervandsamazonas. Fuglene var udskiftet med småsej og pæne lubber der for ud og ind mellem de meterhøje tangplanter. De smukke blomster var udskiftet med mange farvestrålende søanemoner og de plante- og kødædende firbenede pattedyr i skovbunden var udskiftet med flere forskellige slags krebsdyr i skøn forening med søstjerner , søsole og søpindsvin. Det eneste der manglede var de sjove junglelyde. Vi kunne kun høre vores eget åndedræt.

At dykke med mellemline herude er ikke anbefalelsesværdigt. Der er så lidt plads i klippespalterne og så mange ting linen kan blive filtret ind i at jeg vil påstå at brug af mellemline er direkte livsfarligt. Nogle gange skal man dreje sig 90 grader for at komme igennem et pas af tangplanter. Derfor dykkede vi af sikkerhedshensyn IKKE med mellemline. Brug af undervandskamera er heller ikke helt let hvis man har en blitzarm på næsten en meter!

Sigten var fin mellem 15 - 20 meter. Desto længere vi kom væk fra vores udgangspunkt desto tættere blev tangskoven. Selv om solen lyste fra en skyfri himmel var der alligevel en smule dunkelt her nede på bunden af den tætte tangskoven. Jeg var glad for at Kent havde en lygte med og der var et fint pilotlys i min blitz. Når man ligger på bunden hele dernede hvor tangplanterne har fæstnet deres rødder på det nøgne grundfjeld kan man undre sig over hvordan i alverden tangplanterne med et så lille fæstne kan få så godt fat. Jeg skal oplyst, at det er umuligt at rive de meter høje tangplanter fri af grundfjeldet.

Hvis man virkelig vil opleve det utrolige marine liv der er i tangskoven og i klippespalterne skal man næsten svømme ned hovedet nede i bunden. Det er her du finder de små store oplevelser.

Efterhånden som vi svømmede blev tangskoven afløst af en 1 meter bred klippespalte som vi lige kunne svømme i. I hver anden klippespalte som vi lyste i, så vi de flotte troldhummere i deres smukke rustrøde og blå dragt fægtende med deres følehorn. Man kunne nok se, men ikke røre - så var de væk. I andre klippespalter var der taskekrabber og hvis man var heldig kunne man støde på en hummer.

På siderne af klippespalterne var der søpindsvin, søstjerner , søsole og flotte anemoner. At anemonerne kan trives på så dunkle lokaliteter kan godt undre mig lidt, da sollyset aldrig trænger direkte derned. Småsej, lubber og alverdens gylter svømmer sporadisk foran os. I klippespalten kan de finde skjul indtil vi kommer og forstyrer husfreden.

Pludselig så jeg et stykke tang på klippesiden der bevæger sig. Det undre mig lidt da der ikke er noget strøm i klippespalterne. Ved nærmere eftersyn ser vi at det er en lille krabbe lidt større end en daler der kamuflere sig ved at klæbe tangstykker fast på sit skjold. En underlig opførsel, men kamufleringsmæssigt er den helt i top. Det var en lille sandkrabbe der prøvede at være usynlig ved at ligge helt stille, men vi havde nu gennemskuet den.

Klippespalten var efterhånden så smal, at den eneste måde jeg kunne overhale Kent på, var at svømme over ham. Så kunne jeg få nogle gode billeder, der kunne give andre mennesker et indtryk af klippespalternes dybde og bredde. På det dybeste sted var der 6 meter op til de frie vandmasser og yderligere 5 meter op til overfladen.

Da vi tilsidst kom ud af klippespalten på 8 meter vand så vi til vores store overraskelse en stime sej på et par hundrede individer. Sejene var mellem 30 og 40 cm. lange og svømmede stille rundt om hinanden lige under den spejlblanke overflade samtidig mens, at de snappede efter føde. Hvad det var de spiste kunne vi ikke se, men vi kunne komme helt tæt på stimen uden sejene blev bange.

Vi var ved at være tilbage ved udgangspunktet mellem de 2 holme hvor gummibådene var fortøjret. Pludselig fik jeg set hvad det var der kravlede rundt ovenpå de store tangblade - nøgensnegle!. Jeg havde på hele dykket set næsten alt liv neden under tangbladene, men ikke set nogen nøgensnegle. Pludselig var det som et fatamorgana. Jeg så flere nøgensnegle på hvert eneste tangblad lige så langt sigten rakte. Hvis der er nogen læsere der ikke har set en nøgen snegl kan jeg fortælle, at det ligner en microudgave af en skovsnegl med spyd på ryggen. Nøgensneglene var mellem 15 og 25 mm lange så det gjaldt om at holde øje med detaljerne.

Hurtigt fik jeg skiftet mit kamera med vidvinkel ud med et kamera med macrooptik. I løbet af 10 minutter var billederne af nøgensneglene i kassen.

Da vi kom op fortalte Kent og jeg om alt det vi havde set og gav vejledninger til næste hold hvis de ville svømme i klippespalterne. Imellemtiden havde Jan og Karsten snorklet rundt ude foran skæret. Her havde de set stimer af makreller. Den troede jeg nu ikke helt på. Makreller er da alt for sky til at komme så tæt på mennesker. Jan fortalte at Karsten havde sin harpun med og havde skudt 8-10 stykker! Da Karsten endelig kom ind løftede han fangstsnoren op. På snoren sad 10 flotte friske 500 grams makrellen.

Efter det sidste hold havde dykket gik det hjemover for at starte grillen op. En time senere sad vi om smæskede os i grillede makreller. Det er bare sagen efter et godt dyk.

Ps: Det kan anbefales at tage en lygte med til et dyk på Føllingen, da meget af dyreliget er gemt i mørke sprækker.

 

 

Tilbage                        Galleri                           Forside