Lynetten
Da jeg første gang hørte om at der var nogle af mine klubkammerater der havde
dykket ved Lynetten på Amager, tænkte jeg
hvor langt kan man gå altså med at dykke på dårlige lokaliteter. Det var
dengang jeg endnu ikke havde fået nogle beretninger om hvordan dykket egentlig
var.
I mit hoved når jeg høre ordet Lynetten, så tænker jeg på store renseanlæg
hvor alle københavneres gøren og laden renses før det nogenlunde renset
bliver sendt ud i Øresund. Sådan et sted er da ikke sagen at dykke!!! Men jeg
er blevet klogere heldigvis.
Beretningerne fra Lynetten gik på super sigt, masser af kigge på og relativ
stor dybde, når man tager i betragtning at der faktisk er tale om et stranddyk.
Kunne det nu også være rigtigt så tæt på den store hovedstad??
En søndag i februar var der arrangeret klubtur til Lynetten. Jeg var frisk og
Torben Clausen og Co. Kvitterede med svag vind og sol fra en skyfri himmel.
Temperaturen lå på en 4-5 grader, så der var umiddelbart ikke noget at klage
over. Vi var 6 medlemmer der skulle dykke. Jeg var spændt på hvor det var vi
skulle i vandet.
Først kørte vi ud på Amager. Forbi Holmen og ud mod det gamle B&W. Ved de
store regnvandsbassiner der er omkranset af hvide vindmøller kørte vi langs
stendæmningen. Stendæmningen kunne godt trænge til en afretning og et slidlag
asfalt, hvis Wonderfuld Copenhagen vil gøre Lynetten til en dykkerattraktion!
Efter en bumletur på stendæmningen var vi ude ved det yderste hjørne. Til
venstre havde vi Øresund og til højre havde vi indsejlingen til Lynetten lystbådehavn.
Her i vinterhalvåret er der så at sige ingen sejlads fra havnen, men det er
med garanti en anden sag i den varme halvdel af året.
Vandet så fint ud, men der skulle lige forceres en massiv stenvold for at nå
ned til vandet. Det var ikke bare små sten, men sten som man kender det fra
stenmoler ved de klassiske færgelejer. De fleste andre klubmedlemmer havde prøvet
at dykke her, så de havde nogle fiduser med. En bil med træk blev kørt helt
hen til stenene. På trækket blev der gjort et kraftigt tov fast der strakte
sig helt ud i vandet. Det viste sig senere at være helt uundværligt, da vi
skulle op.
Inden jeg tog dragten på, lagde jeg mit fotoudstyr helt nede ved vandet. Hvis
jeg skulle være så uheldig, at falde på vej ned af stenene med flaske på
ryggen var der ikke et kamera der skulle tage skade. Heldigvis var der ingen
problemer med at forcere stenene. Vandet var dejlig koldt og tilsyneladende
koldt, da jeg første gang fik hovedet under vand. Ret forude var der et flot bælte
med ålegræs der efter årstiden at dømme stod fantastisk flot. Helt inde ved
stenene var dybden små 2,5 meter.
Små 150 meter fra hjørnet hvor vi gik i vandet var der nogle store pullerter
ude i vandet. Vi havde aftalt at dem skulle vi lige hen og kigge på. Som vi svømmede
hen mod pullerterne blev vandet meget klart. Selvom vi var et pænt stykke fra
hinanden var der ingen problemer med at se hinanden. Jeg kiggede forgæves på
ålegræsbælterne om der ikke skulle være en lille nøgensnegl der havde gemt
sig, men jeg fandt ikke nogen. De få kutlinger jeg så var der ikke meget spræl
i, men det er typisk for den kolde tid af året, at fiskene er meget sløve på
grund af kulden. Efter små 5 minutters dykning og de traditionelle bildæk og
andre menneskelige efterladenskaber kom pullerterne i sigte. Der var lavet et
lille udskibningssted ved pullerterne med en lodret metalvæg der var invaderet
af muslinger. Der dannede ramme om nogle fine billeder af Frank. Umiddelbart ser
sådan en metalvæg ikke særlig spændende ud, men når man går helt tæt på
og kigger på livet, så åbner de sig pludselig en helt ny verden.
Jeg havde regnet med at der var noget spændende ved pullerterne, men det var
desværre ikke tilfældet. Vi besluttede at svømme tilbage, men et stykke længere
ude. Ikke langt fra stenmolen faldt dybden meget næsten 45 grader. Det var som
om at desto længere ned vi kom desto bedre blev sigten. Samtidig med at dybden
steg kom der også flere planter. Sukkertangen trives i bedste velgående. Vi så
da også et par skrubber der gemte sig i
mudderet, men de er lidt vanskelige at fotografere med et fiskeøjeoptik med en
billedvinkel på 167 grader.
På et tidspunkt kommer jeg til at kigge på dybdemåleren. Den viser 10,5
meter, men jeg ser tydeligt krusningerne i overfladen og solen der skinner 45
grader over mig. Det er dog fantastisk at der er en sådan sigt og så tæt på
København. På resten af dykket så vi ikke noget specielt, men jeg er sikker på
at i den varme del af året er der masser af liv at kigge på. Det må der være,
for der var masser af lystfiskeres endegrejer der havde sat sig fast i bunden.
Et sikkert tegn på at der er fisk i området.