Torskevraget i Kattegat!

Som mere eller mindre bindegal undervandsfotograf har det altid været et af mine store ønsker, at se en stime store torsk live under vandet. Sidste år i maj måned fik jeg, uden at vide det på forhånd, lejligheden til at se det med mine egne øjne!

Vi var 14 dykkere, der var på en 4 dags vragtur på Kattegat. Derudover var der 2 hjælpere, der også var dykkere. De 2 hjælpere fortalte om et vrag, hvor der næsten altid var pænt med torsk. Dette vrag havde ingen af os dykket på før, så det skulle selvfølgelig prøves. Vejret var perfekt til vragdykning. Kattegat var som et stuegulv, og solen skinnede så temperaturen sneg sig op på næsten 20 grader.

Det tog ikke lang tid før ekkoloddet viste, at der var et vrag på bunden. 2 bøjer blev lagt ud til markering af vraget. Gert og Fup var allerede parate til at gå ned som første hold og binde kutteren "Ole Rømer" fast til vraget. Et par minutter efter at Gert og Fup havde forladt overfladen, kom et hvide flamingostykke til syne på overfladen. Det var signal til os om, at der var pundet på og 2. dykkerhold kunne gå i vandet

Jan og jeg var på 2. hold. Jan filmede med video, og jeg filmede med stil-billeder. For-ventningsfulde sprang vi i vandet, hvorefter vores fotoudstyr blev sænket ned til os. Stille og roligt svømmede vi ned af bundtovet. Ekkoloddet havde vist, at der var 21 meter til bunden. Dagen før havde Jan haft problemer med at trykudligne, men det var tilsyne-ladende et overstået kapitel.

Pludselig ud af Kattegats tåget bund dukkede der et vrag frem. Det var tydeligt, at der her var tale om et vrag af ældre dato. Vi kunne se at vraget stod ret op på bunden. Hele dækket af vraget var overgroet af dødningehånd og sønelliker.

Vi lå på siden af vraget, hvor bundtovet var bundet på. Jeg kiggede på Jan for at få et OK-tegn. Jeg kunne se, at der var noget i vejen. Trykudligningsproblemerne var tilsyneladende ikke et overstået kapitel. Med fingretegn spurgte jeg om vi skulle gå op, men Jan tegnede for mig, at jeg skulle svømme sammen med Gert og Fup. Set i bakspejlet var denne melding ikke særlig smart, men jeg ved, at Jan er en meget rutineret dykker, så jeg adlød ordren. Fup var det ikke noget problem at finde. Han svømmer aldrig længere væk, end han kan se bundtovet. Men hvor var Gert?

Imens jeg svømmede langs med dækket for at finde Gert, kunne jeg jo lige så godt få taget nogle billeder. Hele dækket var som tidligere nævnt overgroet af sønelliker, lige som en skovbund er overgroet med bregner. Det var store flotte nelliker, der var over 30 cm. lange.

Jeg så stadig ingen bobler efter Gert. Mens jeg svømmede hen over dækket så jeg flere store lastrum. I et af lastrummene kunne jeg pludselig se aftegning af noget meget stort. 3 meter under mig lå der et kæmpe anker som der man ser på en havn. Dette anker var i helstøbt jern. Det var ca. 3 meter langt, så der skulle nok mere end et par hævesække til at løfte det fra lastrummet.

Nede i et af de mørke lastrum så jeg pludselig nogle skygge der bevægede sig, men der kom ikke nogle bobler op? Nysgerrigheden for op i mig, og jeg skulle lige se, hvad det var der rørte på sig nede i mørket. Var det Gert?

Jeg lukkede lidt luft ud af tørdragten og svømmede langsomt ned i lastrummet. Der gik ikke lang tid før mine øjne havde vænnet sig til mørket. Her nede i mørket mødte jeg mit livs oplevelse. Skyggerne der bevægede sig var ikke Gert. I så fald var han da blevet til en torsk! Det meste af lastrummet var fyldt af en stime store torsk. I starten gloede jeg bare på torskene, og de har sikkert gjort det samme på mig. Jeg holdt mig på 3-4 meters afstand af stimen. Jeg måtte tage mig sammen. Et af mine inderste ønsker var gået i opfyldelse. Det skulle foreviges. Nu var der bare et problem i mørket. Mit spejlre-flekskamera i mit undervandshus, der var sat på autofokus, kunne ikke fokusere (stille afstand) i mørket. Der var simpelthen ikke lys nok, selvom jeg brugte blitz!!! Jeg måtte tænke hurtigt inden stimen blev spredt over hele vraget. Jeg kravlede lidt tilbage for at prøve at fokusere op mod kanten af lastrummet. Det lykkedes. Fokus blev fastlåst, og jeg begav mig ind i mørket igen.

Sådan fik jeg taget 5-6 billeder hvorefter blitzen meldt klar, men der kom ikke noget blitzlys!!! Satan og helvede. Her er man midt i sit livs dykkeroplevelse, og så bryder fotoudstyret sammen!

Stille og roligt svømmede jeg ud af lastrummet. Jeg havde glemt alt om at finde Gert. Da jeg kom hen til bundtovet, kunne jeg ikke finde Fup, så de havde allerede forladt vraget. I roligt tempo svømmede jeg alene, bandende over den lorteblitz, op mod overfladen. Da jeg kom ombord fik jeg at vide, at min samlede dykkertid var små 10 minutter. Næste hold var Ib og Lennart. Der var kun en ting at gøre. Jeg for ned i kahytten for, at samle mit andet undervandskamera.

5 minutter efter at jeg var kommet ombord efter dagens første dyk, var jeg igen klar til at gå i vandet - som 3. makker til Ib og Lennart. Dog var min dykkertid forkortet og 5 minutters ekstra, ekstra deko, var der også planlagt. Med min NIKONOS V undervandskamera var det lige meget, om der var mørkt i lastrummet. Nu kunne jeg selv bestemme, hvilken afstand jeg ville fotografere på. Jeg var helt oppe at køre. Det syn jeg havde mødt i lastrummet MÅTTE foreviges. Koste hvad det ville - næsten!

Da vi sprang i vandet og svømmede ned af bundtovet, vidste jeg lige hvor vi skulle hen. Til venstre for enden af bundtovet, svømme 20 meter skråt hen over dækket og vær's go'. Stimen af torsk var der stadig. Jeg havde åbenbart ikke skræmt fra vid og sans.

Ib og Lennart blev oppe på dækket, mens jeg svømmede blandt torskene. Jeg var igen alene ned i lastrummet. Denne gang kunne det ikke kikse med kameraet.

På siden af vraget var der en række huller på ca. 1 gange 1 meter. Torskene svømmede stille og roligt rundt inde i lastrummet, med en afstikker ud i de frie grønne vandmasser, når der kom for mange ud åndingsbobler fra den underlige fremmede. Det var næsten som at være i et stort kæmpe akvarium, at se alle de store torsk. Jeg kunne tydeligt følge de torsk som svømmede ud af vraget. Efter 5-6 meters svømning uden på vraget valgte de hver gang at søge ly i det sikre mørke lastrum. Her nede i lastrummet havde torskene fred for både lyst- og erhvervsfiskernes redskaber.

Langsomt kom jeg tættere på torskene. Underligt nok blev de ikke skræmt, når blitzen gik af. Fra min side foregik alt i slow motion. En forkert hidsig bevægelse var lig med, at stimen flygtede, og så ville der komme meget svæv i vandet. Nu ved jeg godt, at fisk er 33% større under vand, men jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at nogle af torskene var over 1 meter lange. Jeg har aldrig set så store fisk før, så tæt på. På et tidspunkt var jeg bare 1 meter fra stimen. De var næsten til at røre ved! Jeg vil skyde på, at de største torsk vejede på den rigtige side af 15 kg.

Da jeg havde fået brændt det meste af en 36 billeders film af, tænkte jeg, at nu måtte der da være et brugbart skud i kassen. Lige så stille som jeg var ankommet, lige så stille forlod jeg lastrummet og mine "modeller".

Ikke lang tid efter at jeg var kommet ud af lastrummet, så jeg næste hold dykkere. Det var Karsten og Jan, der med deres harpuner skulle sikre os aftensmaden. Det måtte være som at skyde gråspurve med kanoner, at fange aftensmaden nede i lastrummet.

2 minutter efter Karsten var svømmet ned i lastrummet, kom han kæmpende op med en rigtig stor torsk, der var harpuneret, men ikke spor død. Karsten prøvede at holde om torsken med begge arme, men torsken var ikke skudt ordentligt, så pludselig var fisken fri af spydet og væk var den!

Da Karsten og Jan ca. 20 minutter senere kom til overfladen, var det eneste de havde skudt en lille torsk på 1,5 kg. Sikke nogle undervandsjægere!

Som de forskellige hold kom op til overfladen, var der pludselig nogle der sagde, at Kent fra sidste hold, havde skudt en kæmpe torsk med hans lille harpun. Da Kent var henne ved dykkerstigen hang næsten hele bådens besætning ud over rælingen. På hans lille spyd sad der en kæmpe torsk på over 1 meter. Der var jubel ombord. Manden med den mindste harpun havde sikret os aftensmaden. Da torsken blev vejet stoppede vægten ved 10 kg.

Andet dyk

Da jublen over Kent's torsk havde lagt sig var der ingen tvivl blandt dykkerne ombord, at dagens andet dyk skulle foretages på dette torskevrag.

Efter vi havde "gasset" af i et par timer begyndte Ib, Lennart og jeg at gøre grejerne klar igen. Denne gang ville jeg godt se hele vraget og ikke kun et lastrum. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme ned til bunden. I vandet og et hurtigt OK-tegn og så ned af bundtovet. Da jeg var nede på 14 meter, skulle jeg lige se om Ib og Lennart var med. Der var ingen bag mig eller længere oppe på bundtovet? Senere fik jeg at vide, at Ib havde glemte at tage sit blybælte på, før han sprang i vandet. Vægtproblemet skulle lige løses inden Ib startede sit dyk. Velkommen i foreningen af dykkere der glemmer at tage blybæltet på!

Da vi via bundtovet var kommet ned på vraget kunne jeg ikke lade være med at se om torskene stadig var der. Selvom jeg svømmede stille og roligt ned i lastrummet var der ingen liv af torsk. Lidt skuffet svømmede jeg op af lastrummet. Godt at jeg brugte første dyk på at fotografere torskene.

På dette dyk fik jeg rigtigt kigger på vraget. På siderne var der flotte søfjer og meget farvestrålende anemoner. Indimellem var der en forskrækket eremitkrebs der med sit sneglehus løb hen langs skibssiden. Flora og fauna var helt i top. Nede agter var noget af dækker faldet lidt sammen. Her så jeg noget der ikke kunne være sandt eller var det. På noget tømmer fra det sammenstyrtet dæk så jeg den flotteste hvid/gule nøgensnegl glide af sted. Nøgensneglen var et sted mellem 20 og 25 mm lang, så med en 15 mm vidvinkellinse hvor nærgrænsen er 30 cm. er det næsten umuligt at få et sådant lille vidunder til at fylde ret meget. Jeg tog nogle billeder så tæt på som jeg kunne tillade mig, men tankerne var mere hen i retningen af et mellemringssæt 1:1 eller 1:2. Det ville have gjort underværker.

Ude agter var der ikke meget tilbage af styrehuset, så vi fortsatte langs bagbord skibsside. Her måtte jeg igen drømme efter mit mellemringssæt da jeg så 3 nøgensnegle. En med gule gæller og 2 med røde gæller. Dykket blev sluttet af med at jeg viste Lennart hvor ankeret var.

Da de andre hold kom op efter deres andet dyk var der flere dykkere der havde dykket på langs af vraget inde i lasten. Inde i mørket stod torskene helt oppe under dækket og trykkede sig. De var sikkert skræmt fra vid og sans.

Da vi sejlede tilbage til Anholt fortalte Ib og Lennart, at de havde talt over 70 torsk nede i lastrummet. Det var svært at tælle alle torskene, når de bevægede sig. På nogle af mine billeder kan man tælle over 40 torsk, men hele stimer er desværre ikke kommet med.

I min forvirring/opstemthed over torskestimen, nåede jeg desværre ikke at få GPS-positionen, men det er ikke sidste gang, at jeg er på vragdykning i Kattegat!

Når jeg kigger tilbage på denne dykkeroplevelse må jeg tilstå, at det ikke just er den måde man lærer at dykke på i Danmark. Jeg er da heller ikke specielt stolt over jeg lod min makker gå alene op eller det jeg lavede helt alene nede i lastrummet på vraget. Men billederne jeg fik taget, er jeg meget glade for. Jeg har til dato ikke set noget lignende i noget dykkerblad!

Tilbage                       Galleri                             Forside